ØK’s månedlige oplæsning #80, torsdag

d. 3. december, kl. 20. Enghavevej 80.

Vi er i forhuset, på 3. sal, indgang fra gården.

Gratis entré.

Hvad var det? ”Og er dette den rigtige måde?”  husker jeg, jeg spurgte, da jeg så  Nessims høje skikkelse vakle og falde på aftenhimlen. ”Jeg ved det ikke,” sagde hun med en vild, stædig, desperat ydmyghed i sit ansigtsudtryk. ”Jeg ved det ikke.” Og hun trykkede sig ind mod mig, som man presser på et sår. Det var, som hun ville udslette selve tanken om mig og dog fandt en slags smertelig tilfredsstillelse i hvert kys’ spinkle, skælvende berøring … som koldt vand på et forstuvet led. Hvor tydeligt jeg nu så hende som barn af byen, den by, der kræver, at dens kvinder skal være vellystige ikke af lyst, men af smerte, dømt til at jage efter, hvad de mindst af alt tør finde!

Lawrence Durrell: Justine, s. 41, overs. af Elsa Gress Wright, Gyldendal 1991, udkom første gang 1957. 

Magret og Erik kan ikke tro deres egne øjne. Pludselig og på  én gang går alting så godt for dem, at det ikke er til at tro på. Erik bliver lige så glad som en lille dreng. De er omsider fremme ved målet. Nu har de ikke bare penge nok til at betale Tore, de har også nok til at betale det, de skylder Jørn og Bård, og vil alligevel have nok bagefter til at betale for udfærdigelsen af skødet. De føler sig ubegribeligt rige.

Anne Karin Elstad: Et nyt rodfæste, s. 140, overs. af Jan Hansen, Hovedland 2009, udkom første gang 1979. 

     Når  en skabende kunstner godtager en idé til et værk bliver den til en kunstnerisk beslutning. 
     Kunstneriske beslutninger kan undertiden virke barokke. Et kunstnerisk fundament eller udgangspunkt kan også virke barokt. Men den slags godtager vi, hvis kunstneren gør tingene på en helt ny måde, eller på sin helt egen måde og det holder. 
     At være uenig i en kunstnerisk beslutning er i familie med at skabe, men det er alligevel ikke helt det samme. At skabe er opslidende og vanskeligt. 
     Det er meget mærkeligt fænomen det med at folk, ifølge den romerske digter Juvenal, ønsker panem et circenses, brød og skuespil. Hvad mener Juvenal med skuespil, hvis vi skal overføre det til nutidige forhold? Han mener vel at folk har behov for stort anlagt underholdning, frem for småhistorier, storytelling og deslige. 
     Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det at fortælle en historie ikke er mere udbredt indenfor nære sociale netværk som familier og vennekredsen. Jeg forestiller mig at det var anderledes engang, men når jeg læser Martin A. Hansens Orm og Tyr bliver jeg i tvivl. I stammesamfundets mytologiske naturopfattelse er der næsten kun plads til riter, der er ingen Karen Blixen i lejren. En Karen Blixen i lejren ville vel nærmest blive betragtet som en dissident. 
     Jens Bjerres fascinerende film om stenaldersamfund blandt australske aboriginals og tilsvarende stammer fra Ny Guinea svarer faktisk meget godt til Orm og Tyr. Det er vanskeligt at forestille sig en af disse larvegnaskende børn vokse op og blive historiefortæller af nye historier. Alt den hoppen rundt med masker, alle de ritualer der bliver gentaget og gentaget tyder på at nye historier ikke har haft nogen funktion. 
     Når kunstneren bliver autoritetstro er det ensbetydende med en slags sund modenhed. Er det noget ævl? Det lyder som noget ævl, men ikke helt. 
     Jeg tror man kan kommunikere med hinanden ved at fortælle eventyr. Jeg tror man kan give hinanden noget vigtigt ved at gøre netop det. Jeg synes ikke det er så frygtelig svært at fortælle en lille historie. En historie starter jo ikke fra scratch, med at der ingenting er og at der ikke er mening med noget som helst. Nej, en historie er noget andet. Den er indføjet i virkeligheden og har sin egen lille hoved og hale. At der bor mus inden i græskar kan fx være en meget ok lille historie. Eller at Robin findes, men at Batman ikke findes, kan også være en meget ok lille historie. Eller at søløver er meget kloge. Det er den slags fuldstændig almindelige historier jeg mener. 
     Man skal være lidt naiv når man fortæller en historie. Men man skal være det på en cool måde a la Villy Sørensen i Sære historier og Ufarlige historier. Ellers køber folk den ikke.  

Jeg tænker tilbage til den tid, da den kendte verden knap nok eksisterede for os fire. Dagene blev simpelthen til mellemrum mellem drømmene, mellemrum mellem de skiftende planer for tid, handling, for at gennemleve det aktuelle…  En flodbølge af meningsløse affærer, der skød sig frem langs tingenes døde plan, uden at trænge ind i noget klima, uden at føre os nogen steder hen, uden at kræve andet af os end det umulige – at vi skulle være til. Justine plejede at sige, at vi var blevet fanget i magtområdet for en vilje, der var for stærk og for beregnende til at være menneskelig – det tyngdefelt som Alexandria dannede omkring de mennesker, den havde udvalgt som sine særlige eksemplarer…

Lawrence Durrell: Justine, s. 13, overs. af Elsa Gress Wright, Gyldendal 1991, udkom første gang i 1957. 

Et kort øjeblik ser han sin mor for sig, og han skammer sig over at sammenligne Magret med hende. Ane Ås, Eriks mor, kunne være ond. Det er Magret ikke, men hun kan ikke styre sit temperament. Når  Innhaug stoltheden og det fremmede blod i hendes årer trækker i samme retning, sådan som nu, er hun ikke for almindelige mennesker at hamle op med. Han ved godt, at det ikke er venlige tanker, men sådan er det altså. Og Gud tilgive ham, for samtidig er der noget netop ved det, der gør, at han føler sig tiltrukket af hende. Det er det, der gør hende til Magret og til alt det, hun betyder for ham.

Anne Karin Elstad: Et nyt rodfæste, s. 48-49, overs. af Jan Hansen, Hovedland 2009, udkom første gang i 1979. 

Alexandria og Magrets temperament fremstilles i de to tekstuddrag som to forskellige kræfter der påvirker det personerne vil og gør. Hvilke andre steder i litteraturen er det muligt at gøre rede for dette mærkelige fænomen, at en by og et temperament kan være med til at kendetegne en person? Vi ville næppe i virkelighedens verden sige at en by er med til at gøre os til den vi er.

Handler stor litteratur om stor persontegning? Det mener jeg ikke. Men hvad betyder stor persontegning? Realistisk persontegning? Nej, det tror jeg bestemt ikke er særlig væsentligt i litteraturen.

Hvad er en persons kerne i litteraturen og hvad er den i den virkelige verden?