En fuldt påklædt kvinde gik op af vandet. Knapt havde hun nået den tørre flodbred før hun satte sig ned og lænede sig op ad et morbærtræ. Hele dagen og hele natten sad hun der med hovedet hvilende mod stammen i en stilling der var så  afslappet at hun knækkede skyggen på sin stråhat. Alt gjorde ondt, men mest hendes lunger. Drivende våd sad hun i alle de timer og snappede efter vejret mens hun kæmpede med de unge øjenlåg. Dagbrisen blæste hendes kjole tør; nattevinden krøllede den. Ingen så  hende dukke op eller kom tilfældigvis forbi. I så fald havde de sandsynligvis tøvet med at nærme sig hende. Ikke fordi hun var våd, eller sad og døsede, eller havde noget der lød som astma, men fordi hun midt i det hele sad og smilede. Det tog hende hele næste morgen at komme op at stå og bane sig vej gennem skoven forbi et kæmpestort buksbomtempel hen til marken og videre til haven om det skifergrå hus. Udmattet satte hun sig det første det bedste sted – en træstub ikke langt fra trappen op til nr. 124.

Toni Morrison: Elskede, s. 58, overs. af Inge Rifbjerg, Lindhardt og Ringhof 1994, udkom første gang 1987.

[Indhold: 1. Om der findes tvingende grunde til at blive kunstner ]

Nogle mennesker drømmer om eller vælger at skrive en bog for at få deres mors eller fars anerkendelse. Kan denne form for succes blive det arkimediske punkt der skal løfte forældre-barn kærligheden op på det stade hvor den angiveligt hører hjemme? Hvad indebærer en sådan kærlighedsnormalisering? Kan kærlighed overhovedet normaliseres? Kan mennesker?

Samme spørgsmål stilles, om end indirekte, i den bog som citeres ovenfor. Personen der går op af vandet elsker den kvindelige hovedperson uforbeholdent, ubegrænset og som hendes livs eneste formål. Jeg har kæmpet med bogen for ikke at blive hægtet af. Stilen er svær, forståelsen af handlingen hviler omtrent kun på antydninger.

At some time or other, I said that Persona saved my life — that is no exaggeration. If I had not found the strength to make that film, I would probably have been all washed up.

Kunstnere er følsomme. Der er en snert af romantik i Ingmar Bergmans udsagn om Persona, men jeg synes alligevel det er stærkt sagt. Der er et eller andet om snakken.

Arkadien er lykkelandet. Hvor solen skinner svalt og lune luftninger får kæmpestore, tætløvede trækroner til at fnise og hviske som småpiger om kap med de kvidrende fugle. Hvor engen og skovbunden stråler af blomster, dufter tungt af frugtbarhed og summer af bier, der aldrig stikker. Hvor kilderne springer med smaragdglimtende vand og søens rolige bølger spejler de grønne lunde og klukker, når de slår mod de myldrende, gule sivskove. 
     Arkadien er landet, der er så smukt, at det værker i hjertet og vakler i viddet blot at tænke på det. Landet hvor menneskene er så lykkeligt opslugt af at leve, at de alle sammen er smukke hele tiden. Så smukke, at det er til at græde over.

Ebbe Kløvedal Reich: Morgendagens mand, s. 86, Gyldendal 1993. 

De talte om ham. Han var i reklamebranchen, New York, født i Boston. Han så  godt ud, var intelligent, morsom, dannet. Han var også  tiltalende uformel: for fire år siden havde han besluttet at forlade det, han kun var al for rede til ironisk at kalde ”reklameverdenens mammon” – hvorved han gjorde dobbelt grin med sig selv, dels for at være en del af denne mammon, dels for at vende den ryggen, hvilket han havde gjort efter blot tre år – hvor han havde været en stor succes. Det var denne succes, det, at det havde været så let, der havde skræmt ham mere end alt andet. Derfor var han ”stået af”. Ikke for at hengive sig til armod, eller blive hippie, det var allerede gået lidt af mode, for han havde anset sig selv for at være for gammel til det. Og han havde velhavende forældre. Men han havde vendt ryggen til en karriere og en livsform. Derefter havde han tilbragt en hel del tid med at vandre og campere rundt om i Europa. Nu var han toogtredive år gammel. 
     Det var tydeligt for Kate, der lyttede til ham, som om han var en af hendes sønner, at han var fuld af uro og konflikter. Det med at stå af havde ikke været nogen definitiv beslutning. Hans beslutninger lå endnu forude.

Doris Lessing: Sommeren før mørket, s. 64, overs. af Merete Ries, Gyldendal 1974, udkom første gang 1973.

 
[Indhold: 1. Om tv-serien Matador / 2. Om Johannes Sløk / 3. Om Knut Hamsun og Johannes Sløk / 4. Om Nietzsche / 5. Om Maude Varnæs fra Matador / 6. Om Villy Sørensen] 

Hvad skal man gøre hvis man gerne vil underkaste en tv-serie som Matador en kritisk undersøgelse? Jeg ved det virkelig ikke. 
     Jeg synes at Johannes Sløk bliver læst alt for lidt. Han var et levende eksempel på at man må finde renæssancemennesket frem i sig selv, hvis man kan. 
     Knut Hamsun formåede ikke at fremstille lidenskaben ordentligt. Jeg tror virkelig ikke den mand nogensinde oplevede glæde rigtigt. Det var synd for ham selv, for hans familie og for nordmændene og andre som læser Hamsun med oprigtig interesse. 
     En fordom om renæssancemennesket, næret af tyske filosoffer, er at det er hemmeligt interesseret i magt. Det tror jeg er løgn. 
     Matador har som bekendt Maude i en af hovedrollerne. Hvis jeg skal kritisere Matador vil jeg sige at det er pinligt for Lise Nørgaard at der kun får lov til optræde et eneste renæssancemenneske i serien. Det er ikke Maude, men Morten Grunwalds kunstprofessor som optræder i afsnit otte, Komme Fremmede. Han er et renæssancemenneske, men han får kun lov til at optræde i et afsnit. Han er for mærkelig for Lise Nørgaard. Det er da morsomt. 
     Villy Sørensen, som da var et renæssancemenneske, beskriver sit møde med den fysiske kærlighed i en af hans dagbøger, sådan: Det var som at røre i havet med en pind. Sætningen kommer måske ikke på top-ti listen over de mest erotiske vidnesbyrd om kærlighedens glæder, men det er da sødt at han beskriver det så registrerende.

Jeg har set en fader dø  i et tagkammer, ludfattig og ladt i stikken af to døtre som han havde givet fyrretyve tusind francs i renteindtægt! Jeg har set testamenter blive brændt, jeg har set mødre plyndre deres børn, ægtemænd bestjæle deres hustruer, kvinder som har dræbt deres mænd efter først at have misbrugt den kærlighed de har vakt hos dem til at drive dem til vanvid eller idioti – og hvorfor? For at kunne leve i fred med en elsker. Jeg har set tilfælde hvor en moder har givet sit barn af første ægteskab smag for noget som måtte lægge det i graven, for at kunne berige det barn der var frugten af hendes kærlighed. Jeg kan umuligt sige Dem alt hvad jeg har set. Thi jeg har set forbrydelser som lov og ret står magtesløse over for. Kort sagt, alle de rædsler som romanforfattere tror at have opfundet, er intet mod virkeligheden.

Honoré  de Balzac: Oberst Chabert, s. 85-86, overs. af H. C. Huus, Hans Reitzels Forlag 1995, udkom første gang 1832.

Den eneste helt ubevægelige genstand i rummet var en kæmpestor sofa hvorpå  to unge kvinder blev båret oppe som på  en forankret ballon. De var begge i hvidt, og deres kjoler bølgede og flagrede som om de lige var blæst ind igen efter en kort flyvetur rundt om huset.

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby, s. 14, overs. af Jørgen Nielsen, Gyldendal 2004, udkom første gang 1925.

[ Indhold: 1. Om Kurt Vonnegut / 2. Om behov ]

En af de ting der undrer mig mest ved mennesker er hvor få fortrolige vi tror vi har brug for. Kurt Vonnegut skrev om at vores hjerner er alt for store. Hjernen som et anker i kraniet: Et ligevægtsmodul.

Rigtig poesi beskyldes for at være svært tilgængelig. Omvendt beskyldes rigtig poesi også for at være mere virkning end substans. Ordene kan være så kraftfulde at hov!, der røg mit behov for en god samtale, for digtet mættede mig og mødte mig og hov! der røg mit behov for selv at udtrykke hvad jeg har på hjerte. Behov beskyldes for at hænge sammen med drifterne, men der findes altså også andre behov, bl.a. de to nævnte. Pietisme er ikke blot at forklejne de primære behov, men også at nægte de sekundære behov en særskilt status. Religiøse mennesker beskyldes for denne pietisme, men den kan lige såvel deles af en ateist. Det er ikke så smart, når vi snyder os selv for dybe glæder.

TÅREN 
 
Amalie kom ud fra buntmagerens gård. Hun gik gennem græsset. Hun holdt den lille æske i hånden. Hun lugtede til den. Windisch så kanten af Amalies nederdel. Den kastede en skygge i græsset. Hendes lægge var hvide. Windisch så hvordan Amalie vuggede i hofterne. 
     Æsken var bundet til med en sølvsnor. Amalie stillede sig foran spejlet. Hun så på sig selv. Hun ledte efter sølvsnoren i spejlet og pillede ved den. ”Æsken lå i buntmagerens hat,” sagde hun. 
     Hvidt silkepapir knitrede i æsken. På det hvide papir lå der en tåre af glas. Den havde et hul i spidsen. Indeni, i maven, havde tåren en rende. Under tåren lå der en seddel. Rudi havde skrevet: ”Tåren er tom. Fyld den med vand. Helst med regnvand.” 
     Amalie kunne ikke fylde tåren. Det var sommer, og landsbyen var udtørret. Og brøndvand var ikke regnvand. 
     Amalie holdt tåren hen i lyset ved vinduet. Den var stiv udenpå. Men indeni, langs renden, skælvede den. 
     Himlen brændte sig tom i syv dage. Den var vandret til landsbyens ende. Den så ned i floden i dalen. Himlen drak vand. Det regnede igen. 
     I gården strømmede vandet hen over brostenene. Amalie stod med tåren ved tagrenden. Hun så på hvordan vandet strømmede ind i tårens mave. 
     I regnvandet var der også vind. Den drev glasklokker gennem træerne. Klokkerne var uklare, der hvirvlede blade i dem. Regnen sang. Der var også sand i regnens stemme. Der var også træbark i den. 
     Tåren var fuld. Amalie bragte den ind i stuen med våde hænder og bare, sandede fødder. 
     Windischs kone tog tåren i hånden. Vandet lyste i den. Der var et lys i glasset. Tårens vand dryppede mellem fingrene på Windischs kone. 
     Windisch rakte hånden ud. Han tog tåren. Vandet krøb ned ad hans albue. Windischs kone slikkede med tungespidsen på sine våde fingre. Windisch så på hvordan hun slikkede på den finger hun slimet havde trukket ud af hårene på uvejrsnatten. Han så ud på regnen. Han mærkede slimen i munden. I halsen trykkede brækfornemmelsens knude. 
     Windisch lagde tåren i Amalies hånd. Tåren dryppede. Vandet fra den sank ikke. ”Vandet er salt. Det brænder på læberne,” sagde Windischs kone. 
     Amalie slikkede på sit håndled. ”Regnen er fersk,” sagde hun. ”Saltet er grædt af tåren.”

Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden, s. 34f, overs. af Karsten Sand Iversen, Batzer & Co 2009, udkom første gang 1986.

[Indhold: 1. Om plathed og pietisme / 2. Om det at forfatte]

     Vor tids litteratur beskyldes for at være enten plat eller pietistisk. Det er tiden, der er sådan, hedder det endvidere, plathed og pietisme er efterspurgt af læserne, vi har brug for plathed og pietisme. Hvorfor kunne det være sådan? Jeg tror en del af svaret ligger i, at de danske læsere føler sig overoplyste. Humanistiske uddannelsesinstitutioner der føder de studerende med information, men hvor der ikke er en hyggelig kontakt mellem undervisere og studerende. Medier der føder borgerne med informationer, men hvor der bestemt ikke er en hyggelig kontakt mellem afsender og modtager. Hvorfor al den snak om hyggelig kontakt? Fordi den har noget at gøre med kærlighed. Fordi kærlighed er så elementært for hvordan vi forstår os selv og hinanden. 
     Platheden og pietismen beskyldes for at dyrke selvoptagetheden. De har, med andre ord, noget til fælles. Lad os vende det hele på hovedet og betragte Knut Hamsun igen. Måske kan det give et friskt syn på tingene. 
     Hamsun-agtigt: ”Hvis et menneske ikke kan gøres op, hvordan kan man så forholde sig til det? Hvis man skræller al hykleriet væk og ser på det der er tilbage?” 
     Kan man det? Det ved jeg ikke. Min livserfaring siger mig, at man ikke kan ”skrælle løgnene bort”. Jeg føler mig tillige ret overbevist om, at jeg ikke kan give denne livserfaring videre. Jeg føler mig også ret overbevist om, at jeg ikke vil fralægge mig den. Den kan ikke gøres til norm for ret meget, jeg tror man skal være forsigtig med at gøre sine livserfaringer til normer. Jeg tror ikke, at det er den måde tingene virker. 
      Kritikken fortsætter med at platheden og pietismen taber publikum i stor stil fordi pietismen snobber opad og platheden snobber nedad. Det er ikke nogen hemmelighed at dansk litteratur har et lille publikum. Platheden og pietismen er glædesberøvede, hedder det. Pietismen under sig jo sjældent smør på brødet og platheden virker så forceret, at det halve kunne være nok. Kritikken hævder, at den ikke tror læserne finder sig i at læse glædesberøvet litteratur. Skal man tro på al den kritik af pietismen og platheden? Hvordan tager man kritikken til efterretning og hvordan forholder det sig i virkeligheden? 

     Hvem har oplevet, at en forfatter gjorde sig til talsmand for sine egne bøger? Jeg har ikke. Hvem siger, at en forfatter er talsmand for sit eget værk? Hvem siger, at en forfatter er fortaler for sit eget værk? Jeg kan ikke se sammenhængen. Hvis en forfatter var fortaler for sit eget værk ville bogen han eller hun havde skrevet jo være en form for tale eller debatindlæg. En tale har taleren som afsender ligesom et læserbrev eller en kronik. Det er en ret udbredt forestilling at også forfattere debatterer ved at skrive. Det kan jeg ikke rigtig finde hoved og hale i. 
     Hvem siger, at en forfatter mener det vedkommende har skrevet i sin bog? Jeg kan ikke se sammenhængen. Hvem siger, at en forfatter gerne vil have at hans eller hendes bog bliver solgt? Hvem siger, at en forfatter gerne vil have at hans eller hendes bog bliver læst i stort tal? Det er da nok, at blive læst og værdsat én gang af ét fremmed menneske. Det er ikke en æstetik jeg taler om. Man kan ikke udlede en æstetik af det som jeg taler om, for det jeg taler om er et behov hos forfatteren om at blive læst og et behov hos læseren for at læse. 
     Hvem siger, at en forfatter gerne vil forstås? En forfatter vil læses, han eller hun vil ikke først og fremmest forstås. Det er forkert, mener jeg, at sige at en forfatter gerne vil forstås. En person der fører en samtale vil gerne forstås. Men en forfatter vil ikke forstås først og fremmest. 
     Hvem siger, at en forfatter kan bidrage til bogens modtagelse, forståelse og udbredelse ved at stå inde for den? Hvem siger, at en forfatter kan stå inde for sit værk? 
     Ingen. Ingen, ingen, ingen. Ingen mennesker overhovedet i hele den vide verden er interesseret i om en forfatter står inde for sit eget værk, taler for sit eget værk, mener det der står i det, om det bliver solgt, eller om forfatteren bliver forstået.